| Forside | Historie | Kontakt | Log ind |
|---|
|
Ved udskiftningen i Storring skete der det, at en af gårdene inden udskiftningen blev opkøbt af 4 gårdmænd i Storring, som så senere under selve udskiftningen lod de jorde, som kom til at tilhøre den gård, de havde købt, udskifte til 5 nye matrikler, hvoraf 3a er den ene. Det formodes dog, at den har ligget ca. der hvor Storring Forsamlingshus ligger i dag eller lige syd-øst for kirken, da der ved den senere udskiftning ikke blev placeret en gård der. Helt logisk og i de rækkefølge, som matriklerne er blevet nummereret i ved udskiftningen skulle 3a egentlig være 13a.
Umiddelbart efter udskiftningen opstod der en strid mellem bønderne i Storring om oprensning af en grøft, der altid har afvandet ”Lundmose” med et naturligt løb mod Gammelgård Sø. Ved udskiftningen tilfaldt jorden på grøftens sydside en gårdejer med en ikke udflyttet gård. Markerne på nordsiden af grøften tilfaldt en anden gårdejer. De kom i strid med de gårdejere, som ved udflytning og udskiftning fik tildelt marker, der grænsede op til ”Lundmose” nord og øst for den. De var yderst afhængige af, at det vand, der samlede sig sammen i mosen og de omkringliggende arealer ud til mosen fra de regnrige perioder af året, skulle kunne blive afledt om foråret, så de kunne komme til at dyrke de marker tættest på engene, samt få en fornuftig høhøst på engarealerne nærmest mosen. Reaktionerne fra de lodsejere, der havde fået tildelt jord, hvoraf mosen indgår i det areal, var indlysende. Det er ganske klart, at de gerne ville udnytte jorden så godt som muligt for deres økonomis skyld. Inden udskiftningen har bønderne nok ikke dyrket jorderne for tæt på ”Lundmose”, men brugt arealerne til afgræsning for byens kvæg, fællesgræsning. Af udskiftningskortet ses det også, at der er blevet skåret tørv i ”Lundmose”. Desuden viser udskiftningskortet, at vejene fører udenom mosen, dog med det lille men, at der var en vej med et spang, en stenstat overgang, som senere blev privat vej til ”Lundmosegård” fra Storring. Det blev først ændret, da ”Lundmosegård” fik tinglyst vejret over matrikel 3a jorder langs skellet til Skovby sogns jorder i 1849, så beboerne fik kortere vej til den offentlige vej mellem Storring og Skovby, og ikke mindst slap de for at skulle passere over den ved efterårs- og vintertide vandfulde grøft, som afvandede ”Lundmose” selvom der var en spang eller en stensat overgang over grøften. Øst om mosen snor vejen til Skovby fra Storring sig i behørig afstand fra mosen. Den vej blev senere rettet ud på strækningen fra Storring og til matrikel 3as jorder. Oprensningsarbejdet skulle varetages af de lodsejere, der havde interesse i mosens afvanding. 150 år senere i 1940ernes grundforbedringsarbejder over det ganske land med at dræne vandlidende jorder til glæde for de landmænd, der ejede den type af jord, skete der noget igen omkring ”Lundmose”. Nu blev grøften rørlagt og hele moseområdet blev drænet. Det betød, at hele området nu kunne dyrkes som den omkringliggende jord og indgå i det gængse 8-markskifte. Med håndkraft blev der i 1940erne nedgravet en drænledning fra Lundmose” med udløb ved Gammelgårds Sø. Drænarbejderne talte om, at den jord de gravede i var nogle enkelte steder af en mærkelig konsistens. Den var hvidlig, yderst finkornet og smidigt som tandpasta, og den sugede støvlerne fast, så den gjorde arbejdet yderst vanskeligt. Det lykkedes for dem at få lagt de røde lerdrænrør i drængrøften og få dækket den. Fænomenet med ”kviksand”, som det i folkemunde blev omtalt, var som sagt isoleret til et par steder på drængrøftens forløb. Efter det vellykkede afvandingsarbejde forsvandt med et slag til alle børn og barnlige sjæles store fortrydelse den store skøjtesø i ”Lundmose”. Isslæder og skøjter blev som følge deraf lagt på hylden. Pludseligt et år var søen der igen, og da vinteren det år var streng, frøs vandet til et tykt lag is. Glæden var stor hos alle byens unger. Nu blev skøjter og isslæder fundet frem igen, istandsat og turen gik til den pludseligt genopståede skøjtebane. Hos de for år siden så tilfredse lodsejerne var panderynkerne store. Hvad nu? En af ejerne af jorden, hvor drænledningen var gravet ned kunne fortælle, at han havde opdaget en sænkning i marken, som ikke havde været der før. Ved forårstide blev der gravet i sænkningen for at komme ned til drænrørene. Længe blev der gravet, men drænrørene var forsvundet. ”Kviksandet” havde sørget for det. Efter flere forgæves forsøg, lykkedes det endeligt at finde en drænmester der ville påtage sig arbejdet. Han sørgede for af drænrørene blev støbt sammen gennem ”kviksandet”. Vinteren efter opstod der ingen skøjtesø, ej heller senere. I sommeren 2001 startede motorvejsbyggeriet med blandt andet at anlægge noget af motorvejsstrækningen fra Låsby til Århus lige hen over ”Lundmose” med den sine steder ”kviksandholdige” jord, som af gode grunde skulle graves helt væk for at give et stabilt underlag for motorvejen. Det medførte en forsinkelse i byggeriet, da langt større mængder jord skulle graves væk end beregnet og ligeledes opfyldes med tilsvarende mængder af stabiliserende materiale i form af grus. Det planlagte dræningsarbejde i forbindelse med vejbyggeriet blev forsinket både på grund af de jordbundsmæssige forhold og ikke mindst på grund af de store nedbørsmængder, der faldt i efteråret 2001. De oprindelige dræn var sat ud af funktion ved starten af vejbyggearbejdet.
Motorvejen hen over ”Lundmose” i vinteren 2001.
Dræningsarbejde sommeren 2002, hvor afvandingen fra ”Lundmose” fuldføres vest for mosen til udløbet til Gammelgård Sø. ”Lundmose” har gennem tiderne været til besvær for de mennesker, der har villet tæmme dem. Egentlig kan man godt betegne området nord og øst for ”Lundmose” som en slags udmark, som for en stor del har været fugtigt og vanskeligt at komme til for bønderne. Da udskiftningstankerne kom frem, har det daglige samtaleemne i Storring sikkert været, hvem der dog skulle flytte helt der ud på den anden side af den store, men livsvigtige mose, som dog skaffede tørv og masser af hø til byens bøndergårde. Mange rygter har sikkert svirret om trolde og andet uvæsen, som huserede der så langt fra selve landsbyens tætte nærhed af andre gårde. Den naturlige tryghed for byens beboere, der fandtes i det kendte miljø, kunne man ikke regne med var til stede på det sted, hvor jorden var blevet udskiftet til. Hvornår byggeriet af gården på 3a er påbegyndt vides ikke helt. Den omtalte strid om oprensning af grøften fra ”Lundmose” til Gammelgård Sø i midten af 1790erne kan måske betyde, at udflytningen havde fundet sted, da ejeren af 3a sammen med sine naboer var så opsatte på at få sagen med oprensningen afsluttet, så de kunne dyrke deres tildelte jord. Det vil sige, at allerede umiddelbart efter udskiftningen i 1788 er byggeriet af gården iværksat. Et sted skulle ejeren af jorden have at bo og arbejde ud fra. Den dag ankom 10 forholdsvis ældre mennesker med deres ganske få ejendele, hvoraf sognerådet helst så, at der var en seng, til den nybyggede fattiggård og blev indkvarteret eller indlogeret i de forskellige værelser. De 7 kvinder er blevet fordelt, så de i nogle af værelserne boede sammen 2 og 2. Et af værelserne var så stort, at der kunne bo 4. På dette værelse flyttede der måske 4 kvinder ind. For at få tallet til at gå op for den nyansatte bestyrer og hans kone har de enten ladet en af kvinder bo alene eller sammen med en mand. Det gættes der på, da der i nogle af de oplysninger, der er tilgængelige står, at et ældre og roligt ægtepar fik lov til at bo på samme værelse ellers sagde reglementet, at mænd og kvinder skulle holdes strengt adskilt. Ud fra de oplysninger der findes om, hvem der flyttede ind, er der nævnt et ældre ægtepar. De har nok dem, der har fået lov til at bo på samme værelse for at få regnskabet til at gå op ved indlogeringen. Den 1. januar 1881 fandt 4 kvinder og 2 mænd samt et søskendepar og to drenge vej til Storring Fattiggaard med deres ganske få ejendele. Inden deres indflytning havde sognerådet været nødt til at indkøbe flere senge, deriblandt en dobbelt barneseng. I begyndelsen af 1881 boede der nu 16 voksne og 4 børn sammen med bestyrerparret og deres børn.
Af og til holdt sognerådets medlemmer deres møder på fattiggården. Det kan enten have været i bestyrerens private stue eller mere sandsynligt i den fælles spise- og arbejdsstue, hvor der let kunne blive plads rundt om det store spisebord, der stod i fællesstuen. Desforuden midaftensmad daglig klokken 4, og mellemmad formiddag kl. 9 fra 1. april til 1. november. Øl gives efter behov. Middagsmaden består af: Det kan der skives meget om, men hovedprincippet var nok, at man ville give de allerfattigste i samfundet et mere respektabelt liv end de fristede rundt omkring i landet. Desuden fik tanken med, at de fattige kunne bo samlet på en gård for landets vedkommende. I købstæderne byggedes der større fattiggårde end de landlige. Hovedparten af de omkring 375 fattiggårde blev bygget fra midten af 1860erne og frem til begyndelsen af 1890erne. Tanken om at få de fattige til at arbejde mens de boede på fattiggårdene fascinerede mange, der gik ind for tidens nye liberalistiske ideer. Den danske stat påskønnede også til, at fattiggårdstanken kunne blive udbredt ved at stille gode lånemuligheder til rådighed til byggeriet af de boliger, som de fattige skulle flytte ind i. Der blev udstukket et byggeregulativ, som forlangte, at en række krav til byggeriet skulle være opfyldt for at få gavn af det favorable lån. Desuden var Staten utrolig utilfreds med den tids fattighuse rundt i landsbyerne. Disse fattighuse var af en meget diskutabel stand, mange var faktisk uegnede til menneskebolig, da sognene overtog et måske usselt hus efter en fattig, der havde modtaget midler fra Fattigkassen. Ved vedkommendes død overtog Fattigkassen huset, som en slags pant for de midler dets beboer havde modtaget fra Fattigkassen. Nu havde man et hus, som kunne bruges til at indlogere andre fattige i. Med det gode lån i ryggen kunne kommunen etablere et sundt og samlet sted for de fattige, og da ideen om, at de fattige skulle udføre et eller andet arbejde, de var i stand til på fattiggården, så kunne driften måske være meget rentabel for kommunen. Derfor var det en gård af en passende størrelse kommunen købte. Den kunne levere naturalier til den daglige husholdning, mælk, smør, svinekød, korn til brød og forskellige grøntsager fra den store have. Den overskydende produktion blev solgt. Forskelligt husflidsarbejde blev også afsat. Det kunne uden al tvivl være vævede og strikkede ting og måske halmsimer til tækkearbejde blev flettet i den tid, hvor arbejdet lå stille udendørs. Regnskaberne fra fattiggården viser, at det næsten var muligt at holde fattiggården udgiftsneutral. Et enkelt år var der et lille overskud. Dagen var sat i system og livet lagt i faste rammer. Reglementerne foreskriver tidspunkter for morgenvækning, arbejds-, spise- og sengetider. Ved denne skematiske inddeling af dagen lå de formodentlig et ønske om at med en enkel og praktisk måde at sikre effektivitet, disciplin og kontrol. En ganske almindelig sommerdag på fattiggården kunne dagligdagen, hvis reglementet blev fulgt til punkt og prikke, begynde ved 5 – 6 tiden om morgenen. En time senere var der morgenmad. Inden frokost klokken 12 havde fattiglemmerne at vaske sig, rede deres senge og gøre rent i soverummene og arbejdslokalerne. Arbejdet blev påbegyndt straks efter morgenmaden og fortsatte til middag klokken tolv. Nu blev den varme middagsmad serveret i spiserummet, som ofte også var arbejdsrum for kvinderne, når de vævede eller strikkede. Klokken 13.30 blev arbejdet genoptaget. Midt på eftermiddagen var der en kort pause. Efter den fortsatte arbejdet frem til 19 – 20 tiden, hvor der blev tid til aftensmad. Ved 21.30 tiden var der sengetid og beboerne gik til deres anviste sovested og gik til ro. I vinterperioden fra 1. nov. til 1. april begyndte dagen som regel en time senere på grund af de færre lyse timer og beboerne gik tidligere i seng om aftenen. Arbejdsdagen havde lige så mange arbejdstimer, 9 til 10 timer, som om sommeren. For at kunne få lige mange daglige arbejdstimer sommer- og vinterperioden blev pauserne i vinterperioden afkortet tilsvarende. I 1891 blev der vedtaget en ny fattiglov, hvori det hed, at børn og alderdomsstøttede ikke længere måtte anbringes på fattiggårde. Samme år kom der en lov om alderdomsunderstøttelse. Nu kunne der gives understøttelse efter et skøn og efter det fyldte 60 år, hvis vedkommende ikke havde været dømt for vanærende handling eller havde modtaget fattighjælp inden for de sidste 10 år. For at udnytte kapaciteten blev stedet brugt som herberge for landevejens farende svende. De kom her, blev indskrevet i en protokol med navn, alder, fødested, erhverv og hvorfra de kom og hvor de dagen efter agtede sig hen. Her kunne de få en overnatning, et varmt måltid mad og næste dag spise morgenmad og måske få en madpakke med inden de drog ud i det danske landskab, for måske at opsøge en nærliggende fattiggård for næste nat. For Storring Fattiggårds vedkommende skete det i 1935, hvor den blev solgt som almindeligt landbrug efter at Skivholme – Skovby kommune frafaldt en tanke om at sælge den til alderdomshjem. Skivholme – Skovby kommune erhvervede sig 2/5 af fattiggården i midten af 1880erne. Omkring 1930 blev der bygget en ny svine- og kostald på fattiggården og med den som ramme blev der drevet et almindeligt landbrug med 12 køer og en altid fyldt svinestald frem til midten af 1960erne, hvor køerne på grund af det tunge arbejde blev sat ud og få år senere forsvandt den sidste gris fra stalden. Her næsten 70 år efter nedlæggelsen bruges navnet stadig blandt folk heromkring. |
